mandag den 14. marts 2011

Skakligaen: Stoute Vendelboere,Valby-bønderne og fynboerne

Skakligaens sidste to runder spilledes i weekenden, og det endte op med følgende spektakulære slutstilling:

1. Jetsmark, 45½ brætpoints, 16 mp – og dermed danmarksmester for klubhold - til lykke til Vendelboerne!
2. K41, 45½ brætpoints, 15 mp
3. Sydøstfyn, 45½ brætpoints, 14 mp
4. Brønshøj, 39½ brætpoints, 10 mp
5. Nordkalotten, 37 brætpoints, 10 mp
6. Århus/Skolerne, 37 brætpoints, 7 mp
7. BMS, 34½ brætpoints, 9 mp
8. SK 1968, 27½ brætpoints, 4 mp
9. Nordre, 26½ brætpoints, 2 mp
10. Nørresundby, 21½ brætpoints, 3 mp

For de uindviede: Matcherne mellem klubberne spilles over 8 brætter, og ”brætpoints” er de der snuppes på de enkelte brætter. I slutstillingen tæller disse først, ved ligestilling ses så på ”matchpoints” (mp), det vil sige 2 for en vunden og 1 for en uafgjort match.
Det er ganske uhørt at se tre klubber dele førstepladsen på brætpoints, hvorefter Jetsmark lige netop var et enkelt points foran på ”mp”. Tættere kan det kun blive med total ligestilling, hvorefter der vist nok skal en slags omkamp til, men situationen er endnu aldrig opstået.
Jeg har ikke nogen specielle yndlingshold, bortset selvfølgelig fra mit eget hold, BMS, så jeg kunne godt have undt alle tre klubber på den delte førsteplads mesterskabet.
Valby-holdet K41 (for provinsboerne: Valby ligger i København) har gjort det flot i både denne og forrige sæson i ligaen, begge gange tæt på mesterskabet. Deres hold er uden de meget stærke stjernespillere, men til gengæld meget homogent. Selv efter en del afbud kan de stadig stille med ganske kompetente spillere. Og så er holdet vist helt uden ”professionelle”, det vil sige betalte spillere.
Det har til gengæld Sydøstfyn, der i år havde rustet gevaldigt op med hele tre GMere plus diverse IMere. De fleste af spillerne har dog rødder i og/eller tilknytning til det fynske. Fyn har indtil videre aldrig vundet hold-DM. Var det sket, hvilket jo var tæt på, havde det glædet mange, ikke kun fynboerne. Men måske næste år?
Til gengæld fik det nørrejyske/vendelbo´ske med Jetsmark sit første DM. Klubben har i mange år kørt et fint juniorarbejde, og gør man det med tålmodighed giver det nærmest naturnødvendigt før eller senere stærke spillere af egen avl. I den sammenhæng skal først og fremmest nævnes klubbens førstebræt, GM Allan Stig Rasmussen der også er individuel DM 2010. At klubben også vinder hold-DM er ikke overraskende. Også det måtte ske før eller senere.
Ligaens midtergruppe med Nordkalotten (hjemmehørende i Nordsjælland), Brønshøj (København) og Århus/Skolerne er gode hold, der i år dog hverken kunne vinde eller rykke ud.
Min egen klub, BMS (står vist nok for Ballerup-Magleparken-Skovlunde) var ny i ligaen og vi er vist som sådan godt tilfreds med placeringen, ikke mindst med at det ret tidligt stod klart at vi ikke ville komme i nedrykningsfare. MEN…advarsel!...klubben har også, ligesom Jetsmark, i årevis kørt et flot juniorarbejde, også her medfølgende en pæn flok meget unge og meget talentfulde spillere, der i årene fremover kan blive meget bedre. Om det sker afhænger selvfølgelig af så meget, primært bemeldte spilleres eget engagement i sagen. Nu er jeg jo ikke ganske uvildig i forholdet, men jeg mener BMS har potentialet til at snuppe hold-DM om en 2-3 år. Vi får se…
Ud af ligaen rykker de gamle storhold, Århus Nordre og Nørresundby. Begge klubber har i de senere sæsoner haft rollen som elevatorhold mellem ligaen og 1.division. Og begge klubber har adskillige spillere på holdet der også var med i storhedstiden for 20-30 år siden. Uden noget fornyelse er de to klubber simpelt hen ikke længere stærke nok til at klare sig i ligaen, men måske stadig gode nok til at kunne vinde en 1.division.
Med hensyn til næste sæsons liga bemærker man nyoprykkerne fra 1.division vest, Skanderborg. Her er også en (i den sammenhæng) ny klub der satser hårdt på sit førstehold. Man stiller i toppen med selveste GM Peter Heine Nielsen og hans litauiske kæreste, GM Victoria Smylite plus diverse andre titelholdere, blandt andet dansk skaks største unge talent, IM Mads Andersen. Skanderborg bliver helt sikkert ikke noget nyt ”elevatorhold”, hvorfor næste ligasæson tegner endnu hårdere og endnu mere jævnbyrdig end den forgangne.
Den anden oprykkerklub fra Hillerød må nok se en hård kommende sæson i møde, hvor de formentlig må kæmpe forgæves for at undgå nedrykning. Kernen i Hillerøds hold er dog en flok gamle skakvenner der nok skal kunne klare en omgang instruktive bank med højt humør. Og deres gode sammenhold kan måske nok skabe en og anden overraskelse hen ad vejen.
Og så var denne afsluttende dobbeltrunde i Århus endnu engang – og atter og atter og atter igen – et herligt skakarrangement med masser af flot skak. Ja, der er immervæk en pæn stribe GM´ere, endnu flere IM´ere og endnu, endnu flere gode, prominente nye og gamle, unge og knap så unge danske skaknavne der stiller op til sådan noget. Jeg tillader mig hermed at gentage et hjertesuk jeg vist første gang fremførte for over 30 år siden: Hvordan kan det være at et så flot skakstævne ikke bruges mere udadvendt af dansk skak? Herre-jeremi: Hvis der endelig skulle være en skakinteresseret udenfor den absolutte skakindercirkel (lad os bare kalde den ”logen”) der forvildede sig hen til stævnet og måske ville se hvordan eksempelvis danmarksmesteren, GM Allan Stig Rasmussen så ud…ja, hvad så? Eller måske bare i det hele taget ville finde ud af hvad sådan et stævne gik ud på? Vedkommende ville umiddelbart være helt fortabt, med mindre han/hun da havde talent for efterretningsarbejde og fandt interesse i de små udprint af den aktuelle stilling der blev tapet op på en væg lidt længere nede bag ved udgangen fra det sidste spillelokale. Ok, med lidt gå-på-mod kunne vedkommende vel nok få én eller anden til at forklare hvad der foregik (skakfolk er generelt meget flinke og imødekommende, hvis man endelig går til dem) og muligvis udpege stjernerne: ”Jo-da, Allan Stig, det er ham den lille der sidder der nede i hjørnet bag ham dér der er en smule større…kan du se ham?”.
Nå, nu er JEG jo absolut fuldgyldigt medlem af LOGEN, så jeg har intet problem med at orientere mig, og jeg mødte da også og snakkede med mange gamle og nye skakvenner i Århus.
Èn af dem var Per Andreassen, panserbasse i Aalborg, forfatter til ”Broen i Mitrovica” og førstebræt for Nørresundby. Derudover tidligere holdkaptajn for det danske OL-hold, juniortræner og særdeles nuværende fast live-kommentator af landsholdklassens partier ved DM samt Copenhagen Open. Altså en mand der kender nogle skakmestre og også selv kan spille ganske godt når det stikker ham.
Lørdag efter runden delte vi et par bajere sammen. Men, ak, Per havde tabt til denne Jonny Hector, GM og førstebræt for Nordkalotten. Ja, det har jeg jo også gjort så tit, sådan er det. Men Per fastholdt at han havde stået knusende til gevinst, faktisk havde han kunne fremtvinge mat på et tidspunkt. Nå, et skakspil blev hevet over til bordet: Syn for sagn, Per! Men temmelig meget om det var der sgu…

Hector,Jonny (2576) - Andreasen,Per (2239)
XtraCon-Skakligaen, 12.03.2011

1.e4 g6 2.d4 Lg7 3.Sc3 d6 4.f4 Sc6 5.Le3 Sf6 6.h3 0–0 7.g4!?

En gammel spillemåde, vist nok introduceret af selveste RJF tilbage i 1970, hvor sorts åbning stadig var noget ret nyt (og derfor stadig kaldet "Moderne åbning"). Jonny har vist haft den på repertoiret i mange år. Han spillede den i hvert fald imod mig i sidste runde af Malmø Open i 1985 og vandt - som sædvanlig!? Partiformularen ligger formentlig dybt nede i den papkasse hvor jeg opbevarer sådan nogen, og hvor i jeg ikke er dykket ned i årevis. Jeg erindrer dog at jeg på et tidspunkt stod ret godt efter et lovende officersoffer. Men sådan er det altid når jeg spiller mod Jonny: Jeg står altid ret godt, men taber så alligevel. På den måde er Per og jeg (også) en slags lidelsesfæller.

7.- e5 8.dxe5 dxe5 9.f5 gxf5 10.exf5!?



Muligvis en Jonny-specialitet som dog efter dette parti nok skal til kraftigt eftersyn på værkstedet og muligvis sendes til skrot. RJF spillede her 10.gxf5 hvilket i følge nogle af mine meget gamle åbningsbøger bør besvares med 10.- Dxd1+ 11.Txd1 Sd4 og sort har det fint.

10.- De7!?

Per fortalte at han specifikt havde forberedt dette til partiet. 10. - Sd4!? kom vel også på tale, men nogen partieksempler til understøttelse af dette har jeg ikke lige kunne finde.

11.De2

Kritisk er selvfølgelig 11.g5!? hvor sort efter officersofret 11.- Lxf5 12.gxf6 Dxf6 vist har fine chancer. I mange træk herefter kan hvid stadig vinde en officer med g5 og f6, men det giver vist altid sort gode chancer, dog indtil et vist tidspunkt.

11.- Td8 12.Td1 Txd1+ 13.Kxd1 Sb4!?

Selvfølgelig en udmærket ide: b6 og La6 eller Lb7 er på vej, og der er også et fint felt på d5 til sorts springere. Men 13.- Dd6+ 14.Kc1 Sd4 så nu også fint ud. I det hele taget er hvids lidt suspekte åbning blevet straffet godt og grundigt.

14.Lg2 c6 15.Ld2

Hvid kunne vel stadig bringe konge i sikkerhed på dronningfløjen efter f.eks. 15. Kc1 Sbd5 16.Ld2.

15.- b6!?

Min lille digitale hjælper bryder sig ikke om dette, men mener at sort nu bør bremse hvids bønder på kongefløjen med 15.- h6.

16.Df2!?

Spørgsmålet er om hvid nu ikke med fordel kan snuppe officeren efter 16.g5 Lxf5 17.gxf6 Dxf6 18.Se4 De7 og sorts kompensation forekommer lidt mere tvivlsom end i de tidligere udgaver af ofret. Nå, alt det her er noget lille Fritz foreslår, men det er stadig ikke den der spiller.

16.- Sfd5 17.Se4?

Og her vil min lille hjælper have hvid til at spille 17.Sxd5 Sxd5 18.c4 Sf4 19.Lxc6 Sd3, men jeg synes nu stadig det ser farligt ud for hvid. Det gjorde spillerne åbenbart også. Dog...efter hvids 17. Se4? ser det for alvor ud som om han kommer i vanskeligheder.

17. - Sxa2 18.Se2 La6 19.S2g3 Td8 20.Lf1 Lxf1 21.Txf1


Og her kommer så noget meget seværdigt:

21.- Db4!! 22.Ke2

Ups! 22.Lxb4 Sdc3+ 23.Ke1 Td1# fører jo til mat. Stillet overfor en masse direkte trusler er Jonny nu nødt til at flygte over hals og hoved med kongen ud til venstre.

22.- Dxb2 23.Kf3 Sac3!?

23.- Dxc2 var vist det simpleste - tre bønder mere.

24. Lxc3 Sxc3 25.f6

Hvids stilling er selvfølgelig tabt, men skal dog også lige vindes af sort. Jonny gør det eneste der er at gøre i en sådan situation: Forsøger at komplicere spillet så meget som muligt. Og sort har jo stadig en lidt usikker kongestilling at skulle holde øje med.

25. - Sxe4 26.Sxe4 Lf8 27.Kg2 Td4 28.Te1 Db5 29.Df5 Dd5 30.Kg3 Dd7

Hvid truede jo det slemme Sg5, men sjovt nok mener Fritz at sort bare skal spille det grimme forsvarstræk 30.- De6 Efter 31.Dxe6 fxe6 kan det såmænd godt være at de sorte bønder på dronningfløjen afgør, trods sorts kraftigt svækkede kongefløj. Men at give netop Jonny lidt ekstra ruskemuligehder på mod ens kongestilling er ikke noget de fleste bryder sig om.

31.Dg5+ Kh8 32.Dxe5 h6 33.Kh4

33.g5!? giver måske hvid bedre fuskechancer.

33. -Td5 34.Df4 Td1 35.Te3 Td4 36.c3 Td3 37.Te2 Kg8 38.Sg3?


38.- Dd5?

I følge Per var afslutningen her ikke præget af meget voldsom tidnød, men selv med rimelig god betænkningstid kan optrevlede nerver efter et sejt og indviklet parti stadig føre til grove fejl. Her vandt sort med 38.- Ld6! 39.Dxh6 Lxg3+ 40.Kh5 Td5+ 41.g5 Dxh3#. Jo, det var rigtigt, Per: Der var NÆSTEN forceret mat!

39.Sf5 Dh1??

Uhadada! Efter 39...Kh7 var sort stadig i klar, formentlig vindende fordel.

40.Sxh6+ Lxh6 41.Te8+ Kh7

Arghhhsss... 41...Lf8 42.Txf8+ Kxf8 43.Db8+ er jo også mat.

42.Df5# og mat. Og stort ØV! 1–0

Trist for Per, men sådan er skaklivet også. Per deltog for nylig i den stærke åbne turnering i Gibraltar og kunne også der fra berette om partier hvor han havde meget stærke spillere i store vanskeligheder, for derefter at smide det hele væk, ligesom i ovenstående parti. Tjae, hvad skal man sige? Et godt råd til Per? Det tror jeg ikke er nødvendigt. Han ved godt hvad det handler om: Hold fokus HELE vejen i gennem partiet fra start til slut. Men så er selvfølgelig spørgsmålet: Hvordan gør man det?

Men Per får da ind i mellem sagt BØH!!! til nogle stærke spillere. Og – med et gammelt mundheld – det er bedre at komme galt af sted, end slet ikke komme af sted. Og Per kom da i hvert fald af sted mod Hector.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar