Øbro Nytår, sidste runde og så ham der Henrik

30.december, 2010: Den afsluttende dobbeltrunde i Øbro Nytår. 6.runde med start klokken 13. Ok, i Øbro fatter man dog at de fleste skakspillere er B-mennnesker. Til gengæld sluttede 5.runde dagen før først hen ad  midnat.

Lars og jeg nåede hjem til hans lejlighed ved Vesterbro Torv ca. kl. 1. Så ordnede vi noget dybfrossen suppe med nogle skiver rugbrød til, kiggede lidt på og snakkede om vores partier langsomt inhalerende et par luksusøl jeg havde købt i Irma om formiddagen, og så tørnede vi i god ro og orden ind ved 3-tiden. Jo, jeg faldt vist i søvn efter en times ret formålsløse blindanalyser af dagens parti som jeg havde vundet i ikke særligt overbevisende stil mod en af de talentfulde, unge badutspringere, Aleksander Rosenkilde.

Op igen ved 10-tiden, tjekke dagens modstander på nettet. Nå! Ham? (Altså IM Thorbjørn Bromann – ikke specielt overraskende, de gode var ved at trække fra). Det havde jeg dog en vis fornemmelse af hvad drejede sig om, hvade spillet mod ham før. Afsløring: Jeg havde bevidst IKKE taget min ellers skakmæssigt mht. (databaser) veludstyrede laptop med til Vesterbro. Den form for forberedelser havde jeg bevidst fravalgt. Når man alligevel kan forudse at man, på grund af omstændighederne, ikke gider eller orker at foretage sådanne forberedelser, skal man heller have sådan et apparat stående til at give én dårlig samvittighed, vel?

Nå, hvordan 6.runde mod Thorbjørn gik, kan man læse om i et tidligere indlæg. Partiet sluttede hen ad klokken 18 og vi nåede at lige at diskutere det lidt, inden vi så hinanden i øjnene og blev enige om et blodsukkeret vist var for lavt til sådanne ekscesser. Og så ud og ned til Nordre Frihavnsgade til Shawarma-baren – hurra for den! Tilbage igen i Øbro ca. et kvarter for 7.runde: Sort mod Henrik Danielsen. Forberedelse? Jo-tak, en kop kaffe og et stop Rød Orlik, inhalleret i ca. 5 grader kulde.

Og så…altså Henrik Danielsen. Stormester i skak, i starten af årtusindet skiftet fra dansker til islænding og så min nye holdkammerat i BMS.

Flashback: Et af mine første programmer for P1 efter jeg meget hurtigt røg ind og afløste Palle Arleth (han døde bare lige pludselig, bum! – vi kan eventuelt komme tilbage til denne rare og vennesælige mand, der har betydet utroligt meget for dansk skak) var om skoleskak. Interview med formand Jørn Lorentzen (gad vide om jeg også havde nestor Børge Borgå inde over ved den lejlighed. Beklager, kan ikke huske det) og så ned til et stort skoleskakstævne i Nykøbing Falster. Jo, sagde man, der er et stort talent der er blevet mesterspiller i en ung alder, han sidder der, han hedder Henrik Danielsen. Nagra´en klar og nogle spørgsmål til den lidt langhårde meget unge mand, men det kom der nu ikke meget ud af.

Henrik er helt dernede fra under stødgrænsen, hvor man som bekendt ”bevarer roen”, og dengang havde jeg endnu ikke været på kursus i Nagra-brug og kunne ikke indstille lydstyrken til at få sådan nogle provinsielle underdrivelser med. Jeg husker svagt at han sagde noget med ”Jeg prøver…” (altså på lollisk).

Og så spillede jeg i de år for Øbro i 1.division. I starten af 80erne kom en rigtig gammel hippie ind i kluben: Hans Jørgen Lassen, arbejdsløs filosof fra Nykøbing Falster og en ganske god mesterspiller og direkte ind på vores førstehold. Jo, det hold var et rigtigt ”champagnehold” (de rigtigt gamle husker og ligner det med B93 i sin tid) hvis resultater var mildest taget op og ned, alt efter hvor sjovt vi havde synes det havde været i byen natten inden. Men vi tog da en del tredjepladser i divisionen (farverige detaljer kan muligvis og i et vist omfang (forældelsesfristen for injurier) viderebringes her på bloggen på opfordring).

Og så stod Hans Jørgen dér en dag nede i klubben og introducerede et nyt medlem, Henrik Danielsen, langhåret og med bumser og med et ratingtal som satte ham direkte på vores førstehold, OK, godt et stykke nede på listen. Og så spillede Henrik og det gik op og ned, men en og anden bemærkede noget lille smule ekstra: Han blev aldrig rigtigt færdig med partierne, søgte stadig svar hos sig selv og os andre om hvordan man kunne have spillet en smule bedre. Jo,da, Henrik var et ”ung talent”, men noget helt specielt regnede vi ham ikke rigtigt for, men…men…

Lige der omkring, eller måske lidt før, det kan jeg sgu ikke lige huske, var der en del rivalisering mellem Henrik og hans jævnaldrende, Lars Bo Hansen, der kom nede fra de samme, flade kanter. Ved et Junior-DM, afholdt dernede ved roemarkerne, var det Henrik der vandt, hvilket vist var lidt overraskende og ikke helt efter en vis form for drejebog. En anden gæv gammel Øbro-dreng, Peter Dürfeld, havde noget om det i Information, kørende på at Lars Bo, søn af den daværende hovedskredsmand på de kanter, kom efter Henrik, der kom out of nowhere, hvilket vist ikke var helt rigtigt, men skidt...Nå, uanset al den tids rivalisering, ved jeg positivt at Henrik og Lars Bo i mange år derefter er kommet udmærket ud af det med hinanden.

Henrik var så i København og bumsede vist sådan lidt rundt. Nogen uddannelse har han vist aldrig rigtig fået, men lidt småjobs hist og her var der selvfølgelig også dengang til en begavet ung knægt. Han var vist meget med i det alternative skakmiljø i København i de år, så som Capablanca-klubben og Saxo. Og han var et fast inventar i den varme tid på året på strøget foran Frelserkirken, hvor rimeligt gode skakspillere kunne platte forbipasserende turister for en tyver med et lynparti. Fra indtil flere uafhængige kilder har jeg fået fortalt at Henrik i den sammenhæng har spillet en lynmatch mod selveste Najdorf, der som gammel mand var gennem København som turist. Men DEN historie synes jeg Henrik selv skal fortælle!

Men…Henrik fortsatte og søgte. I slutningen af 80erne var han oppe i nærheden af det øverste danske skaketablishement, hvor sådan en som mig jo for længst havde indtaget mit magelige sæde: Bare kom, knægte! Og så blev han så en af disse etablerede landsholdspillere. Og så blev han IM. Og så vandt han i øvrigt en hulens masse hurtigturneringer i de år, altså dem med rigtigt gode pengepræmier. Og så fandt han en sød pige i Nykøbing Falster og stiftede lidt familie. Og så blev han stormester i skak.

Ja, nu gider jeg ikke rigtigt researche grundigt, men jeg ved da (fra ChessBase) at Henrik er fra 1966, hvilket jeg også sådan cirka ville have gættet på. Hvornår blev han GM? Sådan cirka da han var 30. Hans jævnaldrende, Lars Bo Hnsen, der havde taget den meget straight med skakkarrieren med 3-4 fjumreår før de kedelige jobs på HandelsAkademiet ventede, fik GM-titlen allerede i 1990 (var selv med til at fejre den under OL i Novi Sad).

Og hvordan gjorde Henrik det så? Ja, han ARBEJDEDE for det. Hårdt og atter hårdt med studier og analyser af alle af de store mestres partier og tanker. Og han tænkte dybt og inderligt over hvordan han i praksis kunne blive bedre. Og så var Henrik den første i landet blandt eliten der brugte ørepropper under partierne for at lukke af for støjen – en lille detalje jeg fremdrager mest til en understregning af mandens nogle gange for os andre pudsige engagement. Da jeg så det første gang ved Copenhagen Open i 1991 kunne jeg ikke helt kvæle en latter. Ved samme turnering var jeg en dag lidt tidligt på den og inspicerede lige spillelokalerne. Dér sad Henrik allerede ved brættet ved de endnu urørte brikker med sine ørepropper og søgte efter koncentrationen. Jeg gik lige hen forbi og husker jeg fik et lille skævt, men også høfligt afvisende sidesmil til hilsen. Pjat? Ja, måske…og dog…det engagement var der vist mange af os der burde komme efter.

Og så holdt Henrik i de år ellers foredrag om hans ”10.punkter”. Angiveligt, sådan nærmest efter hans egne ord, havde han nedkogt al gængs skakvisdom til bemeldte 10 punkter. Nåååååå…jaaaa…var vi en del der sagde, men hans resultater stod jo uimodsagt, så det var vel trods alt værd at høre på manden. Ok, jeg overhørte aldrig hans foredrag, men har fået dem refereret dem af mange der var med. Sådanne, altså når man går dem rigtigt på klingen, ligner det bekendte store spørgsmålstegn. Men også med et eller andet glimt i  øjet, indikerende at de intuitivt har fattet noget større.

Allerede som meget ung havde Henrik det med at komme med, i hvert fald forsøgsvis, instruktive kommentarer, også til mig. Jeg husker nogle sådanne ved Ballerups IM-turnering i 1985, som jeg vandt ret overlegent og Henrik endte i de slagne felt. Han kritiserede blandt andet mit spil i et parti mod en af de bløde ungarske IMere, hvor jeg måtte afgive en remis: Jens, du skulle have spillet det mere roligt. Ha! hvad bildte han sig ind? Men…i grunden havde han jo ret, hvilket jeg også indså henad vejen (selv om jeg aldrig rigtigt har fået implementeret lærdommen J).

Henrik er en genial karl. Hvordan han i detaljer gjorde det, har jeg ikke meget tjek på. Men…fra han var i slutningen af 20erne og var blevet en rimeligt god landholdspiller, men heller ikke mere, huggede han frem og blev stormester. Og det er i virkeligheden, sådan internationalt set, ikke ganske normalt, nærmest eksseptionelt. Han har gennem årene ved lejlighed banket mig noget så grusomt gennem et stort anlagt strategisk design, hvor jeg flere dage efter ikke rigtigt fattede hvad der var foregået. Men jeg har altså også banket ham ind i mellem.

Jo, for en spiller som Henrik har også sine svage punkter, som man muligvis kan aflede af hans ovenfor skitserede udvikling som skakspiller. Han er FORTÆNKT! Sådan er det med sådanne typer, der gennem dybe studier er blevet rigtigt gode til skak: Ideerne bliver nogle gange for store til den praktiske kamp som skak grundlæggende er. Og så går det nogle gange galt når de kommer op mod en streetfighter som mig – høhøhø….MIG? ”Streetfighter”? – metaforerne løber vist af med mig. Jeg tror, efter lidt eftertænksomhed, at det handler om Bent og inspirationen fra ham. Den har jeg! Har Henrik det i samme grad?

Og så stod jeg der i Rosenvængets Allé klokken 19 den 30. december, altså udenfor i 5 graders kulde, med en kop kaffe og et stop rød Orlik. Hvordan ville Henrik anlægge partiet? Tænke-tænke…

Henrik Danielsen - Jens Kristiansen

ØBRO Nytår, 30.12.2010

1.c4 g6 2.g3 Lg7 3.Lg2 d6 4.Sc3 e5 5.e4 Sc6 6.Sge2 f5 7.d3 Sh6!?

Ok, altså ikke noget med Henriks forholdsvis nye speciavåben 1.f4!?. Det var noget han begyndte med efter han var blevet GM. Og så kan jeg altså ikke lige dy mig: 1.f4!? har jeg i min mere modne, voksne skakkarriere brugt to gange mod kompetente modstandere og scoret to af to! Den første var mod Klaus Berg ved DM i 92. Den anden var mod Henrik i en divisionskamp i starten af 90erne. Hvis jeg kan finde partiet et eller andet sted i den kasse jeg gennem årene har smidt formularerne ned i, kan det være jeg publicerer det. Han holdt ikke meget mere end 20 træk – ha!

Men...Henrik er altså med på noderne og spiller den for tiden meget populære og meget irriterende Botvinnik-opstilling med c4, Sc3, g3, Lg2, d3, e4, Sge2 og så er brikkerne nogenlunde på plads og spillet kan begynde og man behøver ikke tænke sig om de første 7 træk.

Jeg har været udsat for den måde at spille på mange gange gennem årene. Nu har jeg jo ikke spillet så forfærdelig meget praktisk skak i mange år, men altså en hel del lynskak på ICC (Internet Ches Club), og dér møder jeg den ustandseligt. Jacob Vang Glud sværger også til den og vi haft den i et parti ved DM i 2007, som jeg vandt efter noget noget værre rod.

Men...så har den rumænske stjerneforfatter, Michail Marin på Jacob Aagaards forlag  Quality Chess for meget nylig udgivet en såkaldt ”repertoirebog” om engelsk, altså sådan som denne guru mener sådan noget skal spilles. Ja, den er i TRE bind! Et godt råd: Husk altid lige at kigge i sådanne bøger når I falder over dem på jeres vej! Der er mange usikre skakspillere der bruger dem som krykker! Er der i sådanne bøger en anbefaling af hvordan man skal spille imod jeres varianter, kan I således med stor sandsynlighed regne med at løbe ind i dem ved brættet i praktisk skak. Når det kommer til ”Engelsk” – hvad det så er – bør I pt. kaste et blik i Marin. Hvis I skal spille mod 1.d4 – kig lidt i Avruks bøger. Og find så på noget selv!

Min gamle ven (ja, det går sgu helt tilbage til barndommen) Carsten Randløv er begyndt at spille skak igen. Det gjorde han også som ganske ung, men har holdt en laaaaaang pause, bortset fra lynskakken i diverse usunde miljøer rundt omkring. Ja, jeg har selvfølgelig presset på, og så syntes han at han virkelig skulle være seriøs (hvad har jeg dog gjort?), og så anskaffede han sig Marins bøger om engelsk i tre bind. Dem kiggede han så lidt på, og så kom jeg forbi og han kom forbi hos mig, og så snakkede vi lidt om det, og så byttede vi Marins bind 1 ud med Botvinniks ”My best games”. Og så kiggede jeg lidt på Marins varianter - undskyld, her kommer Bent lige ind, for første (nånej, anden) gang i dette indlæg: Jeg STUDEREDE Marins varianter.. I øvrigt var jeg sammen med og snakkede meget med denne Marin under en åben turnering i Barcelona, 2006. Flink fyr, der var meget interesseret i de mange underlige åbningsvarianter jeg fyrede af, dog uden den store succes.

Men...Marin forekom mig i hans bog at være lidt for meget ovenud begejstret for denne Botvinnik-opstilling. Især var der en variant hvor hvid pludselig spillede h4!? Med udråbstegn og kryds og slange som jeg var dybt skeptisk overfor.

Nu spiller jeg jo også sådan noget med omvendte farver, altså ”lukket siciliansk” med hvid. Og mod en sådan opstilling er det rimeligt snedigt at udvikle springeren til h3, her altså h6. Men nogen, i høj grad Marin, mener nærmest hvid får fordel med et flankeangreb med h4!?.....OG….stakkels Henrik…DET havde jeg tilfældigvis set lidt på i ugerne op til Øbro Nytår. Tak til Carsten Randløv – han var selv med i turneringen og tog en ratingpræmie. Han havde nemlig ”studeret” Botvinnik!                     

8.h4!?

Sådan! Og den kom HURTIGT!

Ok, hvid kan spille forsigtigere, men han er allerede i nærheden af landminerne. De her varianter antyder lidt af hvor forsigtigt han skal træde: 8.0–0 0–0 9.Sd5 f4!? 10.gxf4 Dh4 11.Sxc7 exf4 12.f3 Sg4 13.fxg4 Lx:g4 14.Lf3 Lxf3 15.Txf3 Se5 osv.. og bolden ruller. (Ok, det var en Fritz-variant, undskyld).

8.-,0–0 9.Lg5 Dd7 10.Sd5 Sf7 11.Ld2 Se7 12.h5 Sxd5 13.hxg6!?

Vi var allerede kom ind i noget jeg havde set på derhjemme. Det er i øvrigt noget der meget sjældent sker for mig. Man skal ikke overvurdere betydningen af konkrete hjemmeforberedelser.

Når jeg nu sidder mere i ro og mag og har tændt piben og har en kop kaffe indenfor rækkevidde, tænker jeg på om13.cxd5 g5 14.exf5 Dxf5 måske alligevel ville give hvid en slags fordel. Men...jeg er skeptisk, et træk som 8.h4!? NÆGTER jeg at tro kan være specielt godt for hvid. Så kan Marin og Henrik sige hvad de vil.

13.-, Sf6 14.gxf7+ Dxf7

Men nu har sort i hvert fald en fortræffelig stilling. Jeg pudsede næse og briller et par gange og satte mig i kampstilling.

Henrik havde ørepropperne på og så meget dybsindig ud og tænkte længe.

15.Dc2 Le6 16.exf5 Lxf5 17.Lg5 c6 18.Lxf6 Dxf6 19.0–0–0 Lg4 20.Le4 h6 21.Th2 Tad8 22.Sc3!

Og han tænkte og han tænkte og så kom han op med den der, der lige fik mine pulsslag op at køre igen på langt over normalt niveau, fysiologisk formentligt usundt efter de sidste seks runder strabadser. Jeg syntes jo at jeg var nogenlunde i gang med en fornuftigt plan: Lf3 og d5 og så ruller jeg ham da vist. Hmmm…men stormesteren ofrer bare en kvalitet. Henriks ører var dog blevet lidt røde her...

22.-,Lxd1 23.Dxd1 Df7 24.Dh1 Df6

Det var først her omkring jeg fattede en smule af hvad der foregik. Stormesteren havde givet en ren kvalitet for en blokade på de hvide felter. Jo, det er stort tænkt, men kan hvid bryde igennem på nogen måder – eller kan sort? Prøver han et eller andet der forandrer bondestrukturen, åbner han jo op for vildbasserne, altså mine tårne. Nå, men Henrik fortsatte selvfølgelig med at opstille forskellige trusler. Så vidt jeg dog kunne se – og bagklogskabens ulidelige klare lys (Fritz og Rybka) bekræfter mig i det – danser vi bare rundt med hinanden uden at nogen af os rigtigt kan blive frugtsommelige.

25.Kb1 Kh8 26.Th5 Tf7 27.Dh3 Tdf8 28.f3 Td8 29.g4 Kg8 30.Dg2 De6 31.Lf5 De7 32.Dh3 Tdf8 33.Le4 De6 34.Lf5 De7 35.Le4 De6 36.Dh1 Td8 37.Dh4 Df6 38.Dh1 De6 39.Lf5 De7 40.Lg6 Tf6 41.Le4 Tf7 42.Lg6 Tf6 43.Le4 Tf7

Og her skete så følgende, en beretning fra den reale skakverden: Klokken var ca. 23. Vi havde trukket en del frem og tilbage. Henrik havde prøvet forskelligt uden fremskridt. Jeg var dødtræt. Jeg var overbevist om at vi nu havde samme stilling for tredje gang, hvilket vist nok ikke er rigtigt, men jeg har ikke gidet tjekke det. Jeg syntes at det var på tide at vi sluttede af og delte den andenpræmie.

Inden jeg spillede 43.-,Tf7 sagde jeg til Henrik at jeg mente at det med det træk var remis ved trækgentagelse (der er nogen der senere har påstået at det ikke passe. Har ikke gidet tjekke det.). Nu er der det med ørepropperne – han kunne måske ikke rigtigt høre hvad jeg sagde. I hvert fald så han uforstående ud. Så kunne jeg selvfølgelig have tilkaldt en turneringsleder. Men...tro mig...i min efterhånden ret døsige tilstand fik jeg lige det solstrejf af en tanke at han måske ville overspille. Og så spillede jeg altså Tf7 og tilbød remis.

Og så...Henrik virkede som om han vågnede, kiggede på mig og sagde: ”Skal vi kontrollere det?” Og så kiggede han sig lidt distræt omkring i lokalet og sagde: ”Jens, jeg vil gerne spille.” OG…for første gang i mange år sagde jeg noget til en modstander der var i trækket: ”Ok, så spil Henrik!”. Og så rejste jeg mig op, hentede en kop kaffe og tog mig et bap på piben udenfor i frostvejret. (Måske var det denne dårlige vane der gjorde at jeg var forkølet under det meste af turneringen).

Ha! Henrik har været professionel skakspiller i vel 20 år eller mere. Men verdensfjern og distræt overfor spillets konkrete omstændigheder er han stadig.

Men, men, men….SÅ tænkte han og SÅ kom:

44.g5!

Og SÅ var det min tur til at tænke. Faktisk havde vi begge tidligere overset noget i denne stilling, som vi vist havde på brættet lige op til tidskontrollen. 44.-,hxg5 går jo ikke på grund af Lh7+ fulgt af Lg6!. Ups! Nå, man må jo bare fortsætte med at spille….

44.-, De6

Min lille digitale hjælper påstår her hårdnakket at gxh6 giver hvid klar fordel. Jeg er nu ikke så sikker, og sådanne tvivlsomme hjælpere har det også generelt svært med langtidsvejrmeldingerne. Hvids problem er grundlæggende at hvis han er aktiv og ændrer strukturen bliver sorts tårne til nogle monstre, uanset den imponerende bonde der dukker op på h7.

45.g6 Tff8 46.Sd5 Td7 47.Se3?

Øv-bøv- Henrik havde røde ører nu, havde tænkt og tænkt og tænkt og her kommer fejlen. Den beror vist på en ren overseelse, om end ikke en triviel sådan. Jeg var meget træt her omkring, men havde dog (og netop derfor!) besluttet mig for at tage den meget pragmatisk her fra. Og jeg havde forudberegnet  resultatet af den følgende slagsudveksling, hvilket i grunden heller ikke er den store skakkunst.

47. d5 48.cxd5 cxd5 49.Lf5 Txf5 50.Sxf5 Dxg6

Den er kritisk nu for hvid, men den følgende afvikling fører durkt til et klart tabt slutspil. Praktisk set burde hvid her træde vande med eksempelvis Ka1!?.

51.Sxh6+ Lxh6 52.Txh6 Dxd3+ 53.Ka1 Th7!

Hovsa! Hvid får nu et meget klart  tabt dronningslutspil En ting er at sort har en ren bonde mere, værre er at sorts konge – med Nimzowitsch – har et ”rejsemål” – det vil sige at alle hvids skakker til kongen kun forbedrer dens stilling.

54.Dg1+ Kf7 55.Txh7+ Dxh7 56.a4 d4 57.Dc1 Kf6 58.Dc5 b6 59.Dd5 Dc2 60.Dd8+ Kf5 61.Df8+ Kg5 62.f4+

Og her opgav Henrik, også fordi han stort set ikke havde noget betænkningstid tilbage. I Øbro Nytår var der ikke noget så fint som ”time increment” på de sædvanlige 30 sekunder. At der ikke var det, gav Henrik lige efter partiet i øvrigt udtryk for sin forbløffelse over!? Nå, sagen er nok at Henrik i slutfasen var mindst lige så træt som jeg var. Og så var der jo nok et større pres på ham – altså GMeren mod IMeren. Og hold kæft hvor han pressede mig. Men engang i mellem holder diget.

Henrik Danielsen er pt. på banen med nogle videoer med skakundervisning han sælger for det der umiddelbart lyder som en ganske fornuftig pris. Jeg har endnu ikke set nogle af dem, men har mine velunderbyggede forestillinger om deres form og indhold.

Jeg tror de er tørre og meget grundige og omstændelige i deres form, ligesom Henrik nu engang er. De vil ikke være for alle nye skakinteresserede.

Men...Henrik har arbejdet og fightet sig til det han kan i skak, og det er ikke så lidt. Giver han noget videre til andre skakspillere, kan man være sikker på det er gennemarbejdet og –tænkt. For den dedikerede skaklørner, uanset spillemæssigt niveau, er jeg derfor sikker på at Henriks materiale er et must-have. Ja, sikkert langt bedre end al det blærestof der udgives i digital form på de store etablerede skakforlag.

Men det vil stille krav til sin student, krav som studenten vil være meget ensom i sit arbejde for at opfylde. Ligesom Henrik var det da han huggede frem til GM-titlen, og det er måske netop derfor det han kan byde ind med er så godt.

Og så ses Henrik og jeg og gutterne fra BMS ellers på søndag til ligakamp mod Nordkallotten. Stakkels dem!

Og efter mit parti skal han nok være der med nogle dybsindige betragtninger  - som altid.