I mit tidligere indlæg om Øbro Nytår kommenterede jeg mit parti mod Thorbjørn Bromann. I den forbindelse nævnte jeg et gammelt parti mellem Larsen og Szabo. Og det parti er så udgangspunktet for dette.
Stort set altid når jeg på en eller anden måde beskæftiger mig med skak, det være sig spille, læse om eller analysere skak, kommer jeg til at tænke på et eller andet Bent Larsen har sagt, skrevet, spillet eller gjort. Og det er der vist ikke rigtigt noget at gøre ved. Når det kommer til skak – og sådan set så meget andet – var Bent min mentor og mit idol og forbillede fra jeg var ikke mere end en stor dreng.
Tro mig eller ej, det er IKKE efterrationalisering når jeg skriver og skrev, at jeg under partiet mod Thorbjørn kom til at tænke på Szabo-Larsen fra 1956. Jeg gik jo ud i en slags gambling ved at spille noget frækt jeg havde analyseret for år tilbage, en spillemåde jeg nok inderst inde anså for lidt tvivlsom, men som jeg også vidste var ret svær for modstanderen at behandle, sådan lige her og nu ved brættet. Men det gik jo også fint og jeg vandt. Og modet og inspirationen til at gøre sådan noget har jeg selvfølgelig fra mit forbillede.
Politikens ”Skakspilleren 2” udkom første gang i 1967. I den var der et afsnit på over 50 sider skrevet af Bent med titlen ”Drømmen om at blive verdensmester i skak”. Det var hans første rent selvbiografiske, længere tekst. Altså før ”50 udvalgte partier”, der kom i 1969. For Larsen-fans er den stadig et must at læse, med væsentligt længere selvbiografisk prosa end i efterfølgeren. Den slutter med hans to gevinster over Petrosian i Santa Monica, 1966. Det vil sige den stopper før han rigtigt tog fat på at vinde store turneringer i 1967-68.
Som stor dreng/ung mand læste jeg ”Drømmen om at blive verdensmester”, og jeg gennemspillede partierne og analyserede dem efter bedste evne. Og et af dem var det mod Szabo.
Det er spillet i nytårsturneringen i Hastings, 1956-57. Bent var netop for nylig med sit resultat ved skak-OL i Moskva, 1956 blevet udnævnt til stormester – i øvrigt som den yngste i verden på den tid, 21 år gammel (sådan var det dengang!). Han var up and coming og turneringen i Hastings vandt han på deling med Gligoric, Jugoslavien der allerede var etableret skakverdensstjerne. Men det var den ungarske stormester Laszlo Szabo også: Han var med i kandidatturneringen i 1955 og klarede sig særdeles respektabelt.
Men Bent fandt modet til en gambling. Her partiet med mange af Bents kommentarer fra ”Skakspilleren 2” indflettet:
Szabo,Laszlo - Larsen,Bent
Hastings 1956
1.e4 c5 2.Sf3 d6 3.d4 cxd4 4.Dxd4
En udmærket, alternativ variant mod de mange teoriløver der elsker at boltre sig i Najdorf- eller Dragevarianten. Og den har været, og er delvis stadig, en slags ungarsk specialvariant. Det mest normale var og er her 4.-,Sc6 5.Lb5,Ld7 6.Lxc6, Lxc6 med en ganske spændende og i hvert fald lidt anderledes stilling end de gængse i siciliansk. Også 4.-,Ld7 har været spillet en del.
Bent skriver indledningsvis: "Mod Szabo, Ungarn, så jeg mig straks i åbningen stillet overfor et vanskeligt problem. Skulle jeg stole på en analyse, jeg havde foretaget adskillige år tidligere, da jeg ikke havde min nuværende spillestyrke? Jeg bestemte mig uden betænkning til at stole på den, og den hurtighed, hvormed jeg serverede de første træk, gjorde formodentlig stort indtryk på den ungarske stormester."
Altså akkurat som jeg tænkte i åbningen i partiet mod Bromann. Men jeg havde jo inspirationen fra min mentor, ikke?
4.-,Sf6!?
Bent: ”Men jeg havde altså engang set lidt på teksttrækket”. Bedømmelsen af trækket hviler på den stilling der fremkommer efter den følgende ret forcerede sekvens af træk.
5.e5 Sc6 6.Lb5 Da5+ 7.Sc3 Dxb5 8.Sxb5 Sxd4 9.Sfxd4 dxe5 10.Sc7+ Kd8 11.Sxa8 exd4 12.Lf4
Bent: ”Og så var det, jeg skulle til at finde ud af, hvad det var, jeg i sin tid havde kunnet lide ved denne vilde variant!” Og så så Bent på varianter som 12.-,Sd5 13.0-0-0!, 12.-,Sd7 13.Lc7+ Ke8 14.0-0-0 e5 15.The1 og 12...Se8 13.Lb8! og de så jo mildest ikke særligt tilforladelige ud.
Bent: ”Men når de rolige fortsættelser ikke dur, er der jo ikke noget at vælge imellem!” Altså spillede han:
12.-,e5! 13.Lxe5 Lb4+ 14.Kf1?
Og her så et purt Bent-guldkorn, når det kommer til skakpsykologi: ”Szabo har altid været kendt fpr at boltre sig som en fisk i vandet i vilde stillinger, men det er ikke helt rigtigt. Han vil selv skabe komplikationerne, han vil selv bestemme, hvornår partiet skal gøres indviklet. Når det er modstanderen, der starter slagsmålet, føler han sig ikke godt tilpas.”
Sådan! Bemærk dette! Det er mange skaktyper som Szabo rundt omkring! (Måske er jeg selv én af dem? Hmmmm…).
Men, som Bent også anfører, viser nærmere analyser (i høj grad også vore dages computerassisterede) at 14.c3! fører til klar hvid fordel. F.eks. Te8 15.f4, Ld6 16.0-0-0. Dette er Bents variant, men Fritz kommer op med det endnu mere overbevisende 15.0-0-0!.
Med det enkelte slip 14.Kf1? fra Szabo kommer sort nu ovenpå. Men at påvise det kræver stadig en meget typisk Larsensk behandling af et absolut ikke trivielt midtspil/slutspil.
14.-,Te8 15.Lxd4 b6 16.Sxb6 axb6 17.Lxb6+ Kd7 18.c4 Kc6
Med Bent: ”Hvid har klar materiel fordel, tårn og tre forbundne fribønder for to lette officerer. Men det er ikke så let at få Th1 i spil.” Det må man sige, hvid er nu i store, formentlig uoverstigelige vanskeligheder. Men der skal stadig spilles præcist af sort.
19.Le3 Sg4 20.Lf4 Lf5 21.h3 Sf6 22.Le3 Ld3+ 23.Kg1 Se4 24.Td1
En helt væsentlig detalje er at hvid her ikke kan få h1-tårnet med ved at spille 24.Kh2 Ld6+ 25.g3 og så kommer Sxg3!.
24.-,Le2 25.Tc1 f5 26.c5
26.a3 Ld6 27.b4 Le5 fører til nogenlunde det samme.
26.-,La5 27.a3 Lc7 28.Te1
Eller f.eks. 28.b4 Lb5 29.Te1 Lc4 30.h4 Le5 31.Th3, f4 32.Lc1 Sxf2!.
28.-,Lc4 29.Tc1 Lb3 30.h4 Le5
Interessant nok er det først her at Bent i sine kommentarer betegner hvids stilling som ”fuldstændig håbløs”. Det har den nu nok været længe, men de skrappeste stormestre er ofte de der er mest forsigtige og relative i deres stillingsvurderinger.
Bent skriver også at den senere landsholdspiller, Erik B. Jensen var til stede som tilskuer. Efter partiet sagde han til Bent, at det var først her omkring træk 30 det var gået op for ham at Bent spillede på gevinst! Han havde faktisk hidtil troet at han var i vanskeligheder på grund af hvids tilsyneladende stærke fribønder på dronningfløjen. Jaja, skak er slet ikke så nemt endda.
31.f4 Lf6 32.Kh2 Tb8 33.Tb1 La2 34.b4 Lxb1 35.Txb1 Sc3 36.Tb3 Kb5 37.Tb2 Sd5
Og Szabo opgav. Et parti der har værdi først og fremmest på grund af det frække åbningsspil, men også det skæve slutspil man ender i. Det kræver faktisk ganske høj spillestyrke at bedømme og behandle korrekt.
Bents afslutningskommentar: ”Den slags partier kunne kun opmuntre til fortsatte eksperimenter, også mod de allerstærkeste.” Og det fortsatte han så som bekendt med…
Og så kom jeg selvfølgelig lige til at assocciere til endnu en Bent-historie i relation til gamblinger i åbningen.
Las Palmas, 1977 blev en overvældende triumf for den daværende verdensmester, Anatoly Karpov. Han vandt med 13½ af 15 (!) foran Bent med 11. Karpov var helt suveræn i de år, men Bent var en af de få der ikke lod sig underdanigt knække. I 9.runde skulle han så med hvid prøve at stoppe russeren. Der kom så:
Larsen,Bent-Karpov,Anatoly (2690) [B49]
Las Palmas 1977
1.e4!? c5 2.Sf3 Sc6 3.d4!?
1.e4 spillede Bent sjældent i de år. Og åben siciliansk med 3.d4 har han i det hele taget kun spillet ved sjældne, festlige lejligheder. Dog har med en sådan spillemåde taget mange flotte skalpe: Portisch, Kavalek, Gligoric, Byrne med flere. Jeg har faktisk hørt den påstand fremført at Bent relativt set er den stormester der har den bedste score med ”åben siciliansk” med hvid, men har aldrig søgt det bekræftet. (Jeg skal huske at spørge Jan Løfberg ved lejlighed).
Uanset hvad var Karpov her sikkert allerede en lille smule rystet over Bents åbningsvalg, så meget som nu en ung, fremadstormende verdensmester kunne blive det.
3,-,cxd4 4.Sxd4 e6 5.Sc3 a6 6.Le2 Dc7 7.0–0 Sf6 8.Le3 Lb4 9.Sa4 Le7
Og hvad er nu dette? Bent styrer partiet direkte ind i en af tidens modevarianter i Paulsen/Taimanov. Og DET havde han simpelt hen aldrig spillet før, hvad den altid særdeles velforberedte Karpov sikkert udmærket vidste. Hvad var der mon på færde? Nu er og var de normalt spillede fortsættelser 10.Sxc6 eller 10.f4. Men…Bent spillede hurtigt og med stor overbevisning i fremførelsen (beskrivelsen har jeg fra manden selv):
10.c4!?
DEN var der ingen der rigtigt havde spillet på det tidspunkt. Og SÅ tænkte Karpov MEGET længe. Og så kom det lidt forskræmte:
10.-,0–0!?
Som det fremgår af partifortsættelsen fik man herefter et langt og sejt parti, hvor Bent måske var ved at have fat i noget, men Karpov fik forsvaret sig til remis. Men hvad hvis Karpov havde slået på e4?
Jeg mødte nogle måneder senere Bent i en eller anden sammenhæng og spurgte ham om det. Svar: ”Nej, den var jeg helt sikker på at han ikke ville slå!”. Og så kom den bekendte lille løftede pegefinger op, fulgt af det lige så bekendte drengede grin: ”Næh-næh, Jens – han skulle ikke nyde noget!”. Gad vide om han virkelig var så sikker så han slet ikke havde tænkt over hvad han skulle gøre på Sxe4 ? Nå, væsentligt senere mesterpartier synes at vise at hvid har en vis kompensation for bonden efter 10.-,Sxe4 11.c5! 0–0 12.Tc1 osv. Og mon ikke også Bent havde fundet ud af at spille det sådan?
Resten af partiet forløb sådan:
11.Sxc6 dxc6 12.Dc2 c5 13.f4 b6 14.Tad1 Lb7 15.e5 Sd7 16.Sc3 Tfd8 17.Se4 Sf8 18.Lf3 Txd1 19.Txd1 Td8 20.Txd8 Lxd8 21.Dd1 Le7 22.Kf2 Sd7 23.g3 b5 24.Sd2 Sb6 25.b3 bxc4 26.bxc4 g6 27.Lxb7 Dxb7 28.Df3 Dd7 29.De4 Kg7 30.g4 h6 31.Ke1 Sa4 32.Dc2 f5 33.gxf5 gxf5 34.Sf3 c6 35.Kf2 Sb6 36.Db3 Sd7 37.h4 Kf7 38.h5 Ld8 39.Dd1 Le7 40.Ld2 Sf8 41.Db1 Sd7 42.Dd3 Da4 43.Db3 Dc6 44.La5 Ke8 45.Dc2 Kf7 46.Dd1 Db7 47.Kg3 Ke8 48.Da4 Kf7 49.Dc2 Dc6 50.Dd1 Ke8 51.Sd2 Kf7 52.Kf2 Sf8 53.Ke3 Dd7 54.Lc3 Dc6 55.La5 Dd7 56.Ke2 Dd4 57.Df1 Db2 58.Db1 Dd4 59.Df1 Db2 60.Lc7 Db7 61.La5 Db2 ½–½
Ingen kommentarer:
Send en kommentar