torsdag den 10. februar 2011

For skak - og det kan diskuteres!

Min nye skakblog er oprettet 10.februar, 2011 og hvorfor nu det?
Ja, jeg har fusket med sådan noget før, blandt andet en engelsksproget skakblog med titlen ”Far off Chess”. Den kan stadig læses på www.faroffchess.blogspot.com. Og så har jeg også en mere spøjs, ikkeskaklig med titlen ”Fidelibamsens fideliteter” på http://www.fidelibam.blogspot.com/. Den sidste sætter jeg måske snart lidt gang i igen.
Men det med at skrive om skak på engelsk var vist lidt blasert. Det er der jo temmelig mange andre der gør, og gør det ganske udmærket. Ok, da jeg startede ”Far off Chess” op, boede jeg i Grønland og følte mig ret international.
Jeg skriver dog sjovt nok bedst på dansk. Her i andedammen er jeg vel også, i al falsk beskedenhed, en af dem der virkelig kan bidrage med noget på skrift til de stadig forholdsvis mange skakinteresserede.
Tanken om en sådan dansk skakblog har jeg haft længe. Anstødet til at jeg kom i gang var meddelelsen for få dage siden om at Dansk Skak Unions (DSUs) hovedbestyrelse (HB) havde besluttet at nedlægge unionens internetbaserede debatforum.
I stedet mener man så angiveligt at debatten lige så godt kan fortsætte og foregå på FaceBook. Og det gør den så sandelig også allerede, mest med rasende indlæg mod unionens ledelse fordi den har nedlagt forummet.
Jeg var en af de der i mange år brugte DSUs debatforum overordentlig meget. Jeg synes vi havde mange gode, oplysende og konstruktive diskussioner. Jo, som det nu engang sker i sådanne internetfora, skete det også her at diskussioner nu og da røg ud af en eller anden lallende irrelevant tangent. Men det var såmænd ikke værre end som på så mange andre lignende fora, faktisk tvært imod.
Begrundelserne for at lukke forummet er stadig lidt svævende, alt efter hvilken skakpolitiker der udtaler sig. Den hidtidige moderator har trukket sig, og DSUs formand siger at man ikke har kunnet finde en ny. Fra anden højt placeret skakpolitisk side siger man, at man ikke brød sig om den måde diskussionerne forløb på. Temmelig mange venter spændt på referatet fra det sidste HB-møde, men sådan noget er altid forsinket i et pænt stykke tid.
Min mening: Man har skudt postbudet og ødelagt et stærkt aktiv for dansk skak.
Hvor skal de livsnødvendige diskussioner nu foregå? På FaceBook? I Skakbladet?
Nå, ”For de gamle der faldt, er der ny overalt…”. Så fik jeg da i hvert fald møvet mig sammen til at stable denne her blog op. Indholdet ville blive lidt af hvert med relation til både selve spillet og dets udøvere, der af den ikke særligt pompøse titel. Gode, konstruktive diskussioner – som i det hedengange, men forhåbentligt kun skindøde debatforum – ser jeg også meget gerne. Eventuelle spørgsmål svarer jeg også gerne på i det omfang tiden tillader det. Og jeg modtager også gerne forslag til noget man vil have mig til at skrive om. Bare kom!
Men…min blog er helt ny og som sådan stadig i ”betaversion”. Der skal stadig pusles med både layout og indhold. Hvis der ellers er nogen der læser det her: Jeg modtager MEGET gerne ros og ris og især konstruktiv kritik!!! Og….NU savner jeg OGSÅ DSUs debatforum, hvor man også kunne spørge diverse kloge hoveder til råds om forskellige teknikaliteter vedrørende sådan noget.
Og med hensyn til den aktuelle og ophedede diskussion om det nedlagte debatforum: Jeg har en plan! Vi (måske bare jeg) skriver i den forbindelse et pænt stort indlæg til Skakbladet. Det vil næppe være et problem at få temmelig mange medunderskrivere. Hvis sådan noget igen skal til at fylde op i et tidsskrift der år for år får færre numre, er der nok endnu flere der indser fidussen ved netbaserede diskussioner.
For skak! Og lad os bare diskutere det!

1 kommentar:

  1. Hej.God idé med en skakblog.
    Jeg er ny i skak så jeg kunne godt bruge noget, nogle redskaber til hvordan man bliver bruger bøger til at øge sin spilstyrke. Hvordan man forbereder sig til en turnering. Jeg læste i sidste nummer af skakbladet, at de unge som var til vm, eller em, havde fået nogle redskaber til dette. Kan det være rigtigt at man skak skrive til dig som en kommentar? jeg kan ikke finde din mailadresse nogle steder.

    SvarSlet