Sådan noget, altså "dobbeltrunder", er jeg principielt imod. Jeg synes ikke det er rigtigt seriøs skak. Det er selvfølgelig hårdt og anstrengende, men det er jo ens for alle. Men tidsskemaet levner heller ikke plads til ordentlige forberedelser og efteranalyser af partierne, og det er nu engang, efter min ringe mening, en integreret del af rigtig turneringsskak.
Men hvad kan man gøre? Her til lands er det næsten umuligt at undgå dobbeltrunder hvis man vil spille turneringer. Kolding indbyder pt. til en fin turnering (Sontex-cup), men med fem runder over en weekend. Min egen klub, BMS, vil så hjertens gerne have mig med i Cpenhagen Chess Challenge til foråret. Men den spilles med ni runder over fem dage (!), altså med FIRE dobbeltrunder. Nej tak, siger jeg bare.
Jo, jeg fatter at det nogle gange, f.eks. i Øbro´s tilfælde, er nødvendigt at presse programmet sammen. Men det ser desværre ud til at blive mere reglen end undtagelsen. Rent ud sagt: Et gammelt gnækkehovede som jeg anser denne udvikling til skade for dansk skak!
Nå, men Øbro er en fin klub - "Københavns hyggeligste" skriver de selv, og det er der sgu noget om. Jeg var i øvrigt selv medlem fra 1978 til 1986, sågar i en overgang som næstformand. Jeg har stadig masser af gode skakvenner i klubben, og gennem årene er der gjort mange behjertede forsøg på at overtale mig til at spille med i nytårsturneringen. Men jeg har hidtil været standhaftig og opretholdt mine principper....indtil 2010.
For det første havde jeg simpelt hen lyst til at spille, bare et eller andet. Og så var Jes og Lars forbi til juleaften for de ensomme gamle, og så passede det nogenlunde med at vi, efter at have fordøjet andestegen og sildemadderne og hvad dertil hører, drog ind til Københavnstrup, indlogerede os hos Lars på Vesterbro og så ellers kastede os ud i det.
Jeg havde faktisk nogle uger inden mandet mig op til at udtænke en slags turneringsstrategi. Da jeg, som nævnt, ikke regner sådan noget som rigtig seriøs skak, var det bare med at spille "med let hånd", sådan cirka som i hurtigskak. Ikke nogen forsøg på at være dybsindig og kreativ, bare se at få spillet nogle fornuftige træk, undgå tidnød og lade være med at ærgre sig over eventuelle overseelser og svipsere undervejs.
Og minsandten: Det gik som en leg, jeg scorede 6 af 7, tog andenpræmien og vandt rating for første gang i flere år. Ok, jeg tabte til Johny Hector, der suverænt lavede 7 af 7, men han er nu også speciel skrap til sådan noget. Sagen er nok at han netop i årevis har praktiseret den turneringsstrategi jeg skitserede ovenfor: Ikke noget specielt spektakulært, men heller ingen grove fejl, og et hurtigt og flydende spil. Måske skal jeg bare til at spille endnu mere ligesom Johny?
Og dog, nej, så pragmatisk bliver jeg nok aldrig. Jeg tog faktisk nogle gevaldige risici i nogle af partierne, men de var dog som regel taget ret bevidst. Nedenstående parti er et godt eksempel.
Arrangementet i Øbro er det svært at finde på klager over. Sågar internet-livedækning sørgede man for. Men...det kan undre at ingen af partierne blev gemt for eftertiden, eventuelt lagt på nettet som pgn-filer. Forklaringen er enkel, om end ikke nem at forstå: Alle partier blev spillet med noteringspapir uden gennemslag til en kopi! Således er partierne nu kun gemt hos spillerne, et forhold jeg vil prøve at råde lidt bod på.
Men først lige min personlige konklusion på resultatet: For en 58-årige er det jo mærkeligt, men også ganske opløftende, at man er i stand til at konkurrere fint med væsentlige yngre modstandere under sådanne betingelser. På den anden side, det sker også stadig nu og da at jeg i et godt lag falder i vandet og fester i gennem til den lyse morgen - og det går fint. Men...jeg må erkende at jeg er væsentligt længere tid om at komme over strabadserne end for 30 år siden. Således var jeg efter Øbro Nytår også træt som et alderdomshjem op til en uge efter. Så jeg har stadig min grundlæggende modstand mod turneringer med dobbeltrunder. Skal jeg kaste mig ud i det igen, vil jeg have god tid til at slappe af før efter turneringen. Akja, om føje år venter jo heldigvis seniorturneringerne...
Og så går vi til turneringens næstsidste runde: Sort mod sidste års vinder, IM Thorbjørn Bromann. Som nævnt: Absolut ingen tid til forberedelser, andet end de tanker man kunne gøre sig under den ca. 20 minutter lange bustur til spillestedet.
Thorbjørn Bromann - Jens Kristiansen
ØBRO Nytår, 30.12.2010
1.e4 c5 2.Sf3 d6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sf6 5.Sc3 Sc6 6.Lg5 Db6!?
Hmmm...Thorbjørn har et åbningsrepertoire med mange snedige specialvarianter, og han holder sig normalt langt væk fra de mest gængse spillemåder. Derfor stak jeg ham en sicilianer - og så spiller han sørme "mainstream", altså Rauzer med 6.Lg5 hvilket er fleste GMeres foretrukne.
Nå, så må jeg jo give ham en af mine gamle specialvarianter som jeg har spillet ved festlige lejligheder siden jeg var en ganske ung mand. Inspirationen er (selvfølgelig!) fra Bent Larsen, der før jeg fattede ret meget af skak havde anvendt 6.-,Db6 en del.
7.Sb3 e6 8.Lf4!
Ups! Hvad foregår der? Nu troede jeg at have overrasket Thorbjørn og så spiller han, efter kort betænkning, en af mest kritiske fortsættelser for sorts spillemåde. Jeg husker at have set 8.Lf4!? første gang i et parti Speelman-Gulko i slutningen af 80erne. Allerede dengang, og flere gange senere gennem årene, analyserede jeg på en meget skarp og principiel, men også meget farlig fortsættelse for sort. Jo, i nyere tid har jeg endda også haft computerhjælp til analyserne. Men praktisk brug for det havde jeg ikke haft før NU!
Selvfølgelig kunne jeg ikke huske ret meget af varianterne, men ihukom da visse af konklusionerne. Men hvad, omstændighederne og turneringsstrategien taget i betragtning var der jo ikke andet end at kaste sig ud i det, vel?
8.-, Se5 9.Le3 Dc7 10.f4 Sc4!?
DETTE er trækket som måske er en form for "teoretisk nyhed" (måske en "Øbro-nytår-variant"?). Alternativer som 10.-,Sc6 giver sort en kendt stilling med et tempo mindre, og 10.-,Sed7 11.g4! ser heller ikke rart ud. Men sort kommer nu langt bagud i udviklingen...
11.Sb5! Dc6 12.Lxc4 Dxc4 13.Dd3 Dc6
Sort har nu en fin stilling af en sicilianer at være: Løberpar og tryk mod hvids centrum. Der er altså bare lige det med udviklingen og hvids initiativ, og hans interesse er selvfølgelig rettet mod c7!
NU tænkte Thorbjørn længe og - som det ofte går i sådan en situation - kom han op med det forkerte.
14.Sa5!?
Og DET mente jeg fra mine analyser at kunne huske ikke var det bedste! Efteranalyser med hjælp af både Fritz og Rybka tilsiger da også at hvid skal spille 14.S3d4!. Der kommer så ret forceret: 14.-, Dd7 15.Dc4 d5 16.Da4 Sxe4 17.Sc7+ Kd8 18.Dxd7+ Lxd7 19.Sxa8 Ld6 og det ender med at sort vinder springer-a8 og dog har en vis kompensation for kvaliteten, f.eks.: 20.Sb3 Ke7 21.Lxa7 Txa8 22.Le3 Lb5 osv..
Ok, de sidste varianter giver selvfølgelig hvid fordel, men nemt at finde ved brættet var det ikke, heller ikke for en IMer - slet ikke én der (også!) er lidt mør efter to dobbeltrunder. Og...man skal ikke regne med at jeg spiller 10.-,Sc4!? igen lige med det første! Tihi...
14.-,Dd7 15.Dc4 d5 16.Da4 Sxe4 17.0-0-0?
Og herfra går det helt skævt for hvid. Selvfølgelig skulle der spilles 17.Sc7+ og så ville følge 17.-,Kd8 18.Dxd7+ Kxd7 19.Sxa8 Lb4+ 20.c3 Lxa5 21.Lxa7 Kc6, men her har sort ganske god kompensation for kvaliteten.
17.-,Ld6! 18.c4 0-0 19.cxd5 a6 20.Sc3 Sxc3 21.Dxd7 Lxd7 22.bxc3 La3+ 23.Kd2 b5 24.dxe6 Lxe6
25.Ld4 Tfd8 26.Ke3 Tac8 27.Sb3 h6 28.Thf1 Lb2 29.Sc5 Lxa2 30.Tf2 Lxc3 31.Txa2 Txc5 32.Lxc5 Txd1 33.Txa6 Td5 34.Ta8+ Kh7 35.Lf8 Td2 36.Kf3 f5 37.Tb8 Tb2 38.h3 b4?
Igen med lidt for løst håndled. 38...h5 burde være spillet. Sorts b-bonde er bare ikke til at bremse.
39.g4 b3 40.Ke3 Lf6 41.Ld6 Th2!?
Og her er 41...Kg6 42.Le5 Th2 mere dræbende. Her omkring tænkte Thorbjørn længe og jeg regnede med at han bare ikke kunne bekvemme sig til at opgive. Men han fandt faktisk et lille halmstrå at klynge sig til. I en af mine tænkepauser her omkring opdagede jeg også pludselig den lille finesse i hans forsvar.
42.gxf5 Txh3+ 43.Ke4 h5 44.Le5 h4 45.Tb7
 |
45...Tg3!!
Pyyhaaa! Jeg havde, ligesom Thorbjørn, opdaget at det umiddelbare 45...Kh6 46.Tb8 Kh5 47.Lxf6 gxf6 48.Th8+ jo er remis ved evig skak lige netop på grund af sorts tårns placering på h3. Nå, heldigvis var der lige et lille slutspilsstudie der kunne komponeres.
46.Lxf6 h3! 47.Lxg7 h2 48.Ld4+ Kh6
Og hvid opgav. Han kan ikke stoppe begge mine fribønder og tak for det!
Det må man sige var et parti vundet i en gambling med et dristigt åbningseksperiment. Men, som Bent Larsen sagde om den slags: "Erfaringen viser at det går godt i de fleste tilfælde". Jeg kom også til at tænke på Bents gevinst med sort over Szabo i Hastings 1956, kommenteret i "Skakspilleren 2". Her fyrede Bent også en sådan "frækkert" af som han havde analyseret flere år tidligere. Det kan vi måske komme tilbage til.
Men man har det ikke fra fremmede, vel?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar